Golfbox login

Nyhedsbrev september-2 2024


Er du vores nye formand?
Vores formand har valgt at stoppe til næste generalforsamling i marts 2025, efter 15 år i bestyrelsen, heraf 13 år som formand.
Vi har for nuværende ikke en kandidat i bestyrelsen til at tage over og det er ikke lykkedes bestyrelsen at finde en anden kandidat.
Vi har derfor brug for hjælp i jagten på en kandidat til bestyrelsen, som også vil være formand. Har det din interesse, eller vil du vide mere omkring opgaven, så kontakt os i bestyrelsen.

Tilbud til nye medlemmer
Meld dig ind nu og få resten af året incl. Golfringen 2025 for kun kr. 1.000,-.
Randers Fjord Golfklub iværksætter nu en kampagne med ovenstående tilbud. Så hvis du kender andre golfspillere, som overvejer vores klub, er det nu, de skal slå til.
Du kan læse mere om tilbuddet og betingelserne på hjemmesiden.

Støtte fra DIF og DGI
Med støtte fra DIF og DGI's foreningspulje har vi kunnet udskifte vores udendørsbelysning til LED. Arbejdet er udført af Raaby & Rosendal.
Bestyrelsen har længe ønsket sig en bedre belysning udendørs, både ved klubhus, i bagrum og i trænerhuset. Vi går den mørke tid i møde, og med de nye lamper og udskiftning til LED belysning kan alle være mere trygge, når træningen eller golfrunden ender lidt sent eller hvis der er et arrangement i klubhuset.
Som en lille krølle er der også monteret sensorer på toiletterne, så lyset slukker automatisk.
Bestyrelsen glæder sig over denne forbedring for vores medlemmer - og endnu et lille skridt i den klimavenlige retning.

Donation
Klubhuset trængte til en ny opvaskemaskine i køkkenet.
Det kom Kirsten og Herluf Skjøtt for øre og med en stor og meget velkommen donation, er der nu kommet en ny opvaskemaskine i køkkenet til glæde og gavn for både klubbens medlemmer og stor hjælp, når der er gæster og arrangementer i klubhuset.
Bestyrelsen siger tusind tak for den velvillige hjælp fra Kirsten og Herluf Skjøtt.

Årets Pink Cup Resultat
I 2024 afholdt vi Pink Cup d. 9. juni. Vejret var en blandet landhandel, men alle gjorde det rigtig godt.
Der var 86 deltager, fordelt på 41 damer og 45 herrer, som tilsammen indsamlede kr. 48.720 kr. i perioden marts-august.
Turneringsfee, spisning og køb af hold: kr. 21.150
Produktsalg fra hylden i entréen og polo: kr. 10.370
Salg af lodder, genbrugs-golf-tøj-stativet samt private donationer: kr. 17.200
Der skal lyde en kæmpestor tak til alle deltagere, diverse sponsorer og klubbens sponsorer, uden alle jer var dagen ikke blevet til den fest og turnering, som Pink Cup står for.
Der skal også lyde en stor tak til alle, som har hjulpet til, både på dagen og i ugerne op til dagen.
Håber alle er klar til endnu en fantastisk Pink Cup turnering næste år.

Det kan nås endnu – at blive tilmeldt flg.:
Jubilæumsturnering og fest i Korshøjhallen om aftenen
Lørdag d. 05.10.24 hhv. kl. 10.00 og kl. 18.30.
Læs mere…

Red liv - hjerte/lunge rednings kursus
Tirsdag d. 08.10.24 kl. 18.30 i klubhuset.
Læs mere…

Bravo Tours Open
Søndag d. 13.10.24 kl. 9.00.
Læs mere…

Alle tilmeldinger skal ske i Golfbox.


Med venlig hilsen
Randers Fjord Golfklub

Thomas Just
Bestyrelsesformand
Tlf. 3061 3209