Golfbox login

'Hverdagens golfhelte'


Peter Ulsøe

For tredje år i træk har Dansk Golf Union i samarbejde med sin hovedpartner, GF Forskring, hyldet og fejret en gruppe af de frivillige, som er så afgørende for det gode klubliv i hele Danmark.

Initiativet bærer navnet “Hverdagens Golfhelte”.

Tolv frivillige blev udvalgt på baggrund af 125 indstillinger, der i foråret indkom fra hele landet. En af dem er Birte Jacobsen fra Bornholms Golf Klub. ”Vi er 15-17 frivillige i sekretariatet, som sørger for, at vi kan vise et godt ansigt udadtil. Så vi er rigtig mange, der gør et godt stykke arbejde for klubben. Derfor er det dejligt at få anerkendelsen i dag. Jeg er stolt af, at der bliver lagt mærke til, at jeg trods alt lægger nogle arbejdstimer i klubben”, siger Birte Jacobsen.

GF og Dansk Golf Union har mange af de samme værdier, og vi har haft et rigtig godt samarbejde om i fællesskab at give noget tilbage til de frivillige ildsjæle og anerkende dem for det arbejde, de gør, udtaler Brian Bisgaard, der er partner-anvarlig i GF Forsikring.

De 11 af dem (der var et afbud) var i fredags i Odense Golfklub, hvor de spillede golf og spiste sammen. Undervejs havde de mulighed for at spille med en af de fire landsholdsspillere, der var med på dagen, ligesom de fik undervisning af herrelandstræner Martin Kold.

”De frivillige betyder meget for banedriften og i det hele taget i de mange aktiviteter i de lokale golfklubber rundt omkring i landet. Tit er deres arbejde ikke ofte nok værdsat. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi får chancen for at hylde dem i dag”, sagde Martin Kold.

De 12 udvalgte frivillige har et hav af forskellige opgaver og hverv ude i klubberne. De er:

Bent Thomsen, Frederikshavn Golfklub
Jesper Hviid, Helsingør Golf Club
Peter Ulsøe, Randers Fjord Golfklub
Carsten H. Hansen, Vestfyns Golfklub
Henning Juel, Ribe Golf Klub
Inge Siig Nielsen, Hedens Golfklub 
Michael Handberg, Herning Golf Klub
Odin Sletten, Rold Skov Golfklub
Anne Kirsten Andersen, Silkeborg Ry Golfklub
Svend Christiansen, Vejen Golfklub
Birte Jacobsen, Bornholms Golf Klub
Jan Henrik Hansen, Furesø Golfklub.