Golfbox login

GOLFmakkermøde torsdag den 10.08.17


Begynderudvalget havde i samarbejde med Erland Raadshøj og Folmer Kjær Petersen inviteret ca. 135 af vore medlemmer til Golfmakkermøde i klubhuset torsdag den 10. august kl. 19.

Golfmakkerprogrammet er primært et tilbud til alle vore nye medlemmer – dvs. medlemmer som er indmeldt i klubben 2015 – 2017 (andre måtte selvfølgelig også gerne møde op).

Formålet med en Golfmakker er, at man som nyt medlem, får mulighed for at udvide sit sociale golfnetværk – dvs. man får mulighed for at spille sammen med andre nye medlemmer og en lidt mere erfaren spiller (som er tovholder) på 18-hulsbanen – oftest er der 3 – 4 medlemmer, som går sammen. Mange har haft stor glæde af Golfmakkersystem umiddelbart efter erhvervelse af banetilladelsen.

På den måde får man set hele vores dejlige anlæg, og man får mulighed for at stille spørgsmål og få anvisninger, omkring banen undervejs – lidt ligesom, da man gik sin fadderrunde og/eller kaninmatch, men nu er man jo også selv mere erfaren.

Dette giver os anledning til at slå et slag for vore klubber i klubben, klubber som er åbne for alle medlemmer, hvor formålet er udbygning af socialt golfnetværk. Vi har vores Seniorklub (mandag), Herreklubben (tirsdag), Tøseklubben (onsdag) og Torsdagsklubben (ja korrekt torsdag).

Især for de, som er forholdsvis nye i klubben, er Torsdagsklubben den oplagte mulighed for at blive en del af den gode klubånd, som hersker i klubben. Det er meget simpelt at deltage – du møder bare op senest kl. 16.30 om torsdagen – så bliver du sat sammen med andre forholdsvis nye golfere (handicap skal være over 30) og herefter går man 9 huller (forni). Efter runden er der hygge på terrasse eller i klubhuset.

Vores klubber i klubben er omtalt på hjemmesiden. Medlemskab til vore klubber er inkluderet i det, du betaler som medlem i RFGK, dog er der turneringsfee i nogle af klubberne – se mere her: http://www.rfgk.dk/klubber-i-klubben/ 

Har du efter at have læst ovenstående et ønske om at teste, om Golfmakker kunne være noget for dig, er du meget velkommen til at kontakte Erland (erlandr@mail.dk , Folmer (fk@27a.dk), Begynderudvalget eller Kontoret – så kommer du med og hvis du ikke kontakter os – så snyder du dig selv for en rigtig god golfoplevelse.

Vi glæder os til at se dig ude på banen.

Der er efterfølgende oprettet en lukket facebook gruppe – "Golfmakker Randers Fjord Golfklub". Du finder denne gruppe ved at søge på navnet på gruppen, og herefter kan du tilmelde dig. Du kan i denne gruppe finde en "golfer" at spille med ved at lave et opslag.

Det kræver selvsagt, at der er mange i en sådan gruppe, for at det fungerer, så meld dig, hvis det har interesse.