Siden den 8. september har klubben haft et shelter stående bag tee-stedet ved hul 9. Shelteret giver mulighed for at søge ly i tilfælde af uvejr (ikke tordenvejr), hvis man befinder sig på den del af banen. Der er mulighed for at stå eller sidde flere personer under shelteret.
Det er firmaet EverShelter fra Randers (www.evershelter.com), som har sponsoreret shelteret som en del af en test af anvendelsesmulighederne som ly på golfbaner. EverShelter producerer shelters til anvendelse i krise-områder som eksempelvis flygtningelejre, og firmaet har shelters stående i lejre i både Mellemøsten, Afrika og Sydeuropa. Da shelterne er solide og godt isolerede, giver de beboerne væsentligt bedre forhold end det er muligt at få i telte eller andre simple shelters, som det er normalt at indkvartere flygtninge i, når de ankommer til en lejr.
EverShelter arbejder på at kunne tilbyde golfklubber landet over at få et lignende shelter til en attraktiv pris som en del af et større samarbejde med sponsorer og en international hjælpeorganisation. Men vi har i Randers Fjord Golf Klub fået muligheden for at blive den første klub i Danmark, som uden beregning kan tilbyde medlemmerne denne service. Hvis I har feedback eller andre gode råd, så skriv gerne til EverShelter på jc@evershelter.com.